Z6rw0ttg

Koncert i Store VEGA

Hvert år i januar afholder Musikefterskolen i Humble koncert i Store VEGA i København. Eleverne har arbejdet hårdt i øvelokalerne i månederne op til koncerten, og det hele kulminerer i et brag af en koncert, hvor alle elever får mulighed for at fyre den af på den store scene. 

Alle skolens linjehold optræder, og har man dannet et band sammen med kammeraterne på efterskolen, kan man også spille med sit eget band. Alle elever optræder desuden i elevkoret, som går på scenen sammen med en særlig indbudt gæst. De seneste par år har vi eksempelvis haft Bisse, Katinka og Aksglæde med som gæstemusikere. Musikerne kommer typisk på besøg på Musikefterskolen inden koncerten, så vi kan arrangere og øve sammen.

Koncerten er åben for alle interesserede, og eleverne kan derfor invitere venner og familie, som får mulighed for at opleve elevernes linjehold og fritidsbands optræde på et af Danmarks bedste spillesteder. Koncerten tiltrækker i øvrigt også mange udefrakommende gæster, samtidig med at gamle Humble-elever møder op i hobetal, og eleverne får derfor mulighed for at spille for en tætpakket koncertsal med masser af veloplagte publikummer.

Se klip fra de seneste års koncerter i VEGA:

Har du fået lyst til at starte på skolen?
Så vil vi elske at vise den frem!