Eleverne blogger

_mg_0419-red-1I løbet af året vil eleverne fra Musikefterskolen skrive en række blogindlæg om deres ophold, lave video og tage billeder. Det bliver alt sammen delt her på siden.

God fornøjelse.

 

Det allerbedste år!

11693046_584098565065225_1625205711_nEfterskole er for mange noget helt særligt. For mig var det en oplevelse ud over det sædvanlige.

Da jeg startede på Humble Musikefterskole i august, boblede det i maven. Jeg havde ikke så mange forventninger, og jeg vidste faktisk ikke så meget om at gå på efterskole. Det var min mor, som fik mig rettet ind på dét spor. Og nu kan jeg takke hende for det. Det var hundrede nye mennesker og tonsvis af nye indtryk, der lå og ventede.

Efter lidt tid fandt jeg ud af, at efterskole var noget helt andet, end det jeg troede, da jeg besøgte skolen første gang i slutningen af marts tidligere på året. En anden stemning. Vores stemning.

I løbet af året er jeg blevet udfordret på alle leder og kanter. Socialt, musikalsk, fagligt. Og det har på mange måder udmattet mig. Især socialt er jeg blevet prøvet af. Dét, at bo sammen med en anden på lidt plads og hele tiden være sammen med hundrede andre, var svært at tolerere, når jeg havde brug for meget plads. Men det har gjort mig stærkere, og det har gjort mig gladere. At have folk omkring sig er en enormt betryggende følelse, og der var altid én at snakke med, når jeg havde brug for et godt råd eller bare en venskabelig sludder.

Grunden til at jeg startede på efterskole, var, at jeg savnede udfordringer, musik, nye ansigter. Og det fik jeg. For alle pengene. Jeg fik lov til at dele min yndlingsinteresse med hundrede andre, som elsker musik lige så meget som mig. Jeg fik lov til at møde anderledes mennesker, og jeg fik øjnene op for personligheder, jeg slet ikke vidste fandtes. Jeg fik nye krydderier i min hverdag, og samtidig lærte jeg en hel del uden at opdage det.

Efterskolen var, for mig, en hel masse ”den første gang”. Det var første fest, første kys, første gang fuld. Og det var også med til at gøre netop dét år ekstra betydningsfuldt. Jeg fik chancen for at prøve mig selv af i trygge rammer, og det har givet mig så mange glade minder, jeg kan tænke tilbage på i fremtiden.

Da jeg startede på Musikefterskolen, var jeg hundrede procent sikker på, at jeg ville være musiker, og det har jeg altid gerne villet være. Men som året gik, besluttede jeg, at jeg fremover ikke ville sætte musikken som første prioritet. Efterskolen hjalp mig ikke med at beslutte min fremtid, men den har givet mig overvejelser, og den har hjulpet mig til at finde mig selv. Jeg fik en idé om, hvordan jeg gerne vil være, hvilke mennesker jeg vil omgås, hvad for noget tøj jeg gerne vil gå i. Ja, hvordan jeg gerne vil være mig.

Skolen og fælleskabet har givet mig så meget, jeg kan tage med videre ud i verden, og det har uden tvivl åbnet mig mere op for forskellige kunstarter, musikgenrer, fag og personligheder.

For nogle dage siden sluttede mit ophold på Musikefterskolen i Humble, ligesom det sluttede for de hundrede andre. Jeg græd og græd, og først to dage efter var mine øjne ikke længere hævede af gråd. Da jeg kom hjem, følte jeg mig tom indeni, og jeg følte mig ikke hjemme i mit eget hus. Det var som om, efterskolen var kommet og forsvundet på et splitsekund, og det var meget fjernt fra mig, selvom jeg lige havde sagt farvel til det hele et par timer tidligere. Det var en mærkelig følelse.

Det er stadig ikke rigtig gået op for mig, at det er slut, og at jeg ikke skal tilbage til skolen som elev. Men jeg vil glæde mig til et forhåbentligt snarligt gensyn med nogle af de mennesker, som blev mine bedste venner på skolen. Jeg vil helt klart benytte mig af enhver lejlighed til at besøge skolen fremover, også selvom jeg da er tidligere Humble-elev.

Mit skoleår har været fyldt med glæde og fester og sjov. Proppet med koncerter, optrædener, ture. En fantastisk rejse har det været. Og en fantastisk rejse skal det også blive for de kommende elever på musikefterskolen i Humble.

Det er stedet hvor man har det sjovt, hvor hver dag er anderledes, hvor dans og fest altid er tilladt, hvor spraglet tøj er et must, hvor musikken rumsterer i alle hjørner, hvor lærerne er som éns forældre, og hvor vennerne er som éns søskende. Humble har for mig været et nr. 2 hjem, og dets beboere har været min nr. 2 familie. Derfor er det også den hårdeste afsked, jeg nogensinde har taget.

Jeg har heldigvis nogle uforglemmelige minder derfra, og jeg vil nyde hver af mine kommende dage, som var det en dag på Musikefterskolen. Det har været et privilegium at dele sådan et år med sådanne fantastiske mennesker, og det er med Humble Musikefterskole i bakspejlet, at jeg langsomt suser videre på min vej. Forhåbentlig kan jeg fange nogle glimt af minder i spejlbilledet, og måske endda støde på tidligere med-humblere fremover.

11258522_584013358407079_7507642884158231317_o

En musical bliver til!

Hver dag i hele musical-perioden skriver Valentin et blog-indlæg. Hvor langt er de forskellige hold mon nået? Er kostumepigerne igang med havguden Poseidons flotte kostume? Hvad med Teknikdrengene? (mere…)

Hvad fik jeg ud af mit år på Humble?

”Hvad fik du ud af det?” Det spørgsmål bliver man ofte stillet i forskellige variationer efter, man har gået på efterskole. Jeg har kun en ting at sige til Humble – TAK! Mit efterskoleår har været det mest ´overherrevildestesygeste´ nogensinde.

(mere…)

Dét at være Humblebarn

 

10410479_10202741554767186_8088234424612680363_nAt have gået et år på Humble kan virke, som den største gave man nogensinde kan få. Humbletiden gik nærmest uden, at jeg nåede at opfatte det, og pludselig var året slut. I lang tid efter at efterskoleåret var stoppet, gik jeg rundt med en tro om, at jeg bare var på sommerferie og skulle tilbage en dag. Det troede jeg egentlig, lige indtil jeg tog til Efterskolernes Dag på Musikefterskolen, fordi jeg blev indbudt til at synge og optræde med mit gamle kor. Det var med meget blandede følelser, at jeg mødte op den 27. Sep. og jeg havde en klar barnlig idé om, at jeg på ingen måde ville bryde mig om de nye elever. De kunne da ikke bare, uden min årgangs tilladelse, tage skolen fra os. Ja, hvad pokker bildte de sig egentlig ind? Men da vi mødte dem, så dem optræde, med samme glæde som vi havde gjort, føltes det som om, at man allerede var venner. Vi var allerede en del af samme familie. For bare fordi at jeg ikke længere går på efterskolen, betyder det ikke, at Humbleparadiset ikke længere er mit. Der er bare 102 nye mennesker, jeg skal dele det med.

Hvad jeg dog slet ikke magtede at dele, var lærerne. At se dem joke og grine med de nye elever, med den ulidelige tanke om, at vi var blevet udskiftet, gjorde mig i dårligt humør. Især fordi jeg ikke er i tvivl om, at der aldrig vil være nogle andre lærere, der vil kunne udskifte dem. Men i løbet af dagen gik det op for mig, at en lærer på Humble, har ubegrænset hjerteplads. Det er som om, at hvis man kunne lave en obduktion af en ”Humblelærers” hjerte, så ville man finde et ekstra hjertekammer, hvor der var særligt plads til ”Humblebørn”. Det var skønt at se lærerne og skolen igen. Jeg har sjældent følt mig så hjemme, og jeg tog faktisk mig selv i at være på vej ind på mit værelse, i den tro jeg ikke skulle hjem igen.

Jeg går nu på gymnasiet, og min nye hverdag kan virke så tam og flad, i forhold til det liv, jeg havde på efterskolen. Humble var så ægte og intenst, og man kan have svært ved at tro på, at livet kan blive ligeså selvforglemmende igen. Men det går jo videre, og det er først der, at man opdager hvor mange erfaringer man har fået, og hvor meget man egentlig har lært. Hvis hverdagen bliver for kedelig, så mindes jeg efterskolen, som var fyldt med varme og fællesskab. Og uanset hvad, så véd jeg, at Humble altid vil være en del af mig. Det kan føles som om, der i løbet af året også voksede et ekstra hjertekammer i mig, med plads til Humble med alt hvad det indebærer. For et efterskoleår består jo ikke kun af lykke. Katastrofale hårdage, køkkenvagter og knuste hjerter, er også en del af pakken og gudskelov for de kontraster. På efterskolernes dag blev jeg bekræftet i, at Humble altid vil have sin plads i mig. Én gang Humblebarn, altid Humblebarn.

– Anna Holmark.

10417713_10202563199548417_5598524797764574130_n

1601224_740414725998836_620382800013760704_n

 

 

 

At starte på efterskole…

10354587_434896523318764_7625177220391851967_nAt starte på efterskole er noget helt særligt. Det er øjeblikket, hvor man giver slip på familien, vennerne, kæresten måske. Det trygge. Det, man kender. Det er øjeblikket, hvor man flytter hjemmefra. I hvert fald det meste af tiden. Øjeblikket, hvor man lader paraderne falde, prøver sine personlige grænser af og finder sin stemme.

Man skal skabe sig et nyt hjem med en hel masse skønne mennesker. På et sted hvor alle er forskellige, men alligevel ens. Fordi man deler den samme interesse.

Musikken er vores interesse. Det er med dén, vi vil skabe et uforglemmeligt år sammen. Skabe minder, følelser, kunst. Vi vil skabe én stor familie.

Vi har lynhurtigt fået nye venskaber, fordi vi blev klasket sammen på kryds og tværs de første par uger. I klasserne, i kontaktgrupperne, og på de forskellige musik- og idrætshold.

Da vi ankom til skolen og skulle finde os til rette, var det svært at forestille sig, at vi lige pludselig skulle dele værelse med en anden. I starten var det akavet, fordi vi ikke kendte hinanden, men den akavede stemning gik hurtigt over, da vi faldt i snak om alverdens ting. Alt fra familie, til drenge, til musik. Vi har været heldige, for vi føler begge to, at vi har fået en perfekt roomie.

Det er en sjovt at tænke på, at vi allerede er lidt som en familie. Vi driller hinanden, irriterer hinanden, griner sammen. Og vi nyder vores efterskoleophold i fulde drag. Vi ved allerede nu – efter kun to måneder – at når året er omme, vil vi være knuste og samtidig lykkelige over, at vi har haft det bedste år nogensinde, men at vi skal forlade stedet lige så hurtigt, som vi lærte det at kende. Lige så hurtigt, som vi elskede det, da vi mødte det for første gang.

 

Mange hilsner fra Fermaten nr. 3. Merle og Asta.

Årets Gallafest!

Prøv at forestille dig, hvilken fantastisk stemning hundrede festglade og spændte teenagere kan skabe. Forestil dig dem – klædt i deres fineste puds – prøve at følge Emma Gads etikettenormer, mens de spiser en tre-retters middag, og se dem for dig, når de forsøger sig med den berømte selskabsdans Les Lanciés. Lyder det som en uforglemmelig oplevelse? Det var lige præcis, hvad det var.

Mette Heise, GallaForåret var kommet til Humble, og det var blevet tid til årets gallafest. Vi brugte hele eftermiddagen på at forberede festen, hvilken i år havde temaet ”1001 nat”. Opgaverne blev fordelt til de forskellige huse, og der blev pyntet op, gjort klar, skrevet sang og dækket bord. Så øvede vi lanciérs en sidste gang, og så var det tid til et lynkursus i Emma Gads ”Takt og tone”. Drengene fik besked på at trække stolen ud for sin borddame, altid sørge for at damen har noget i glasset og så ellers på at holde samtale kørende. Pigerne lærte at lægge servietten i skødet, ikke at rode i håret ved maden og svarer fyldestgørende på mandens spørgsmål. Da begge køn følte sig nogenlunde klædt på til en aften i Emma Gads tegn, var tiden kommet til at gøre sig klar. Håret skulle vaskes, krølles og sættes, tøjet skulle rettes og glattes, sminken skulle lægges og parfumen sprøjtes på. Der var mangel på krøllejern og tid på hele Humble, men kl. 18 stod drengene alligevel klar i opholdsstuen til at trække deres gallapartner. Stilheden fyldte rummet, og nervøsiteten var til at tage og smage på. Alt imens sad pigerne på værelset og ventede spændt på, at det skulle banke på døren. Det gav et kæmpe sug i maven, da gallapartneren endelig trådte ind, og så var festen i gang. Vi fik velkomstdrink og sad og konverserede høfligt med vores partner. For nogle var det en smule akavet, mens andre snakkede om alle dem, der havde det akavet – for selv at undgå den pinlige tavshed.

Maden var delikat, og stemningen var hyggelig og god i den smukt pyntede spisesal. Tenoren havde skrevet en fantastisk sang på melodien ”jeg er en glad lille cowboy”, hvor hver af lærerne fik et vers. Der blev grint og skrålet og – for lærernes vedkommende – krummet en anelse med tæerne, da nogle af deres pinlige hemmeligheder også blev afsløret i dette brag af en festsang, der sluttede med af et lidenskabeligt kys mellem Per og Birgit. Det havde vi ventet i lang tid på!

Mellem hovedret og dessert fik alle taget billeder med deres gallapartner, nogle i mere kunstige positioner end andre. Under desserten holdt Per en tale, hvor han takkede for turen til Berlin og huskede os på at nyde resten af efterskoleåret i fulde drag. Og så skulle vi over at danse lanciérs.

Der blev nejet og bukket, flirtet og ”cha-che’et” til den lystige dansemusik. Det endte for de flestes vedkommende i latter og kaos, ja sjovt var det! Så var det tid til flere billeder, og der opstod kaos på stengangen. Alle skulle have taget billeder med kontaktgruppen, huset, de bedste venner og sin roomie. Efter billede-kaosset var det tid til ”efterfesten”. Et band bestående af gamle elever fyrede op for orkestergraven, og der blev danset resten af aftenen. Selv ikke den mest danseangste person kunne holde fødderne i ro til de fabelagtige rytmer fra 70’er hitsene. Koncerten blev kort afbrudt af kåringerne. Årets par, klodsmajor, charmetrold, einstein, lærer, ven og roomiepar skulle findes. De nominerede blev læst op, og vinderne fik et fint bånd og en rose. Fællesskabet og kærligheden til hinanden var tydelig i dette øjeblik, da alle priser blev uddelt på sødeste vis efterfulgt af en kærlig klapsalve. Og så fortsatte festen til bandet ikke havde flere numre tilbage, og klokken var blevet over midnat. Alle var oppe at køre over dette brag af en fest, takkede gallaudvalget for at have stablet den på benene og var bare fyldt med kærlighed til hinanden. Det var sådan en dag, man ønskede ikke fik en ende. Men vi gik i seng, alle med et smil på læben med visheden om aldrig at ville glemme denne aften.

På Tour – Den rå blå følelse

Maria, blogDEN RÅ BLÅ FØLELSE
Bluesen rammer en helt særlig blå nerve i mig. Det er det melankolske, der møder de opgivende, men samtidigt livsgivende og kraftige energier. Det rammer der, hvor det er svært at sætte ord på.   Dette eneste, der kan forklare det for mig, er musikken. Når vi først spiller, er det som om, at alt den uvidenhed og nervøsitet bare går væk. Jeg  får energi af teksterne, jeg får gode livsråd, eller et lille grin af dem . Det er den følelse, af musikkens energi jeg gerne ville dele med mit publikum på turnéen. Jeg ville gerne vise dem, den glæde jeg har ved at spille musik for dem. Løsrive dem fra det faste og have en fest sammen. Jeg håbede, at jeg ville åbne en ny dør for nogen af dem.
       Vi ville gerne ramme den rå Chicago blues. Vi ville gerne have et fedt, Old School look på vores plakat, og i den måde vi klædte os på. Vi arbejdede os langsomt hen i mod den stil. Først havde vi lavet en plakat, men da den var færdige og vi fik kigget på den, blev vi enige om, at den var lidt for pæn, og ikke rigtigt havde det udtryk, som vi gik efter. Selvom vi ikke var stilsikre, og vidste præcis, hvad der var galt og hvad det skulle laves om, kunne vi bare mærke, at det var forkert. Vi blev enig om at lave en nye plakat. Den blev mere rå, i sort/hvid og mindre opstillet. Det var lige det, vi gik efter.  Vi havde skabt den stil, eller den side af blues vi gerne ville vise, kan måske sige.

Blues, Iban
      Vi havde, uden at have lagt en plan om det, valgt at spille stort set udelukkende Chicago blues numre. Vi havde også lige valgt et par enkelte soul blues numre. Og pludselig kunne vi se det store billede, og den stil vi havde lagt. Jeg tror, at grunden til vi gik den vej, var vores optræden i Vega. Vi spillede Born under a bad sign. Den energi vi havde på scenen, og den energi vi fik fra publikum gjorde bare, at vi havde fundet det vi gerne ville. 

      Vi ville gerne have, at vores publikum kunne mærke den følelse vi har når vi optræder. Det ville vi gøre ved hjælp af et lydklip med lyde fra en storby, og sige til vores publikum, at de skulle forstille sig, at de var på et gadehjørne i Chicago i 1930’erne. Musikken er omkring dem, støvet i deres næser. Vi skabte en lille historie som gik ud på, at man gik fra akustiske instrumenter til elektriske, i begyndelsen  af Chicago bluesen.  Udover vores performance var det selvfølgelig vigtigt, at numrene kom i den rigtige rækkefølge, så det også passede sammen med det vi gerne ville fortælle. Vi ville også gerne skabe noget alsidighed, og valgte derfor at spille vores soul blues numre midt i showet. Det skulle skabe en dramatisk ændring i showet. Og da vi kom ud og spille, kunne jeg tydligt mærke, at det var en fed effekt. Vi ville også gerne have masser af energi i slutningen, og valgte derfor at sætte vores mest up-beat nummer i slutningen. Det var samtidigt det nyeste nummer. Et nummer fra 90’erne. Det gav også en fornemmelse af, at vi gik kronologisk frem. Det gjorde vi ikke helt, men næsten. Det var musikken, der skulle fylde mest i vores koncert, fordi vi godt vidste, at børnehaveklasser ikke vidste særligt meget om blues, og vi ville ikke kunne fortælle alt alligevel.  Det skulle ikke være en fremlæggelse om blues, det skulle være en koncert og vi ville gerne formidle med musikken i stedet for ord. Ligesom man siger, at billeder siger mere end tusind ord, så siger musik, lyrik og toner mere end ti-tusinde ord for mig, og det var det jeg gerne få dem til at føle.
       Da vi spillede den første koncert var jeg nervøs. Vi vidste ikke rigtigt hvad det var vi skulle til at gå ind til. Vi kunne vores numre, og vidste hvad vi skulle gøre hvornår, men jeg var stadig i tvivl om det endelig produkt. For hver koncert blev vi bedre og bedre, og fandt ud af hvordan vi præcis ville gøre det, og hvordan vi kunne gøre det bedre, allerede efter første koncert. På vejen videre i  bussen efter første koncert snakkede vi om, at vi skulle være bedre til at få vores publikum med, få dem op og stå, og komme helt ud over scenekanten. Vi skulle tage dem endnu mere i hånden.  Vi fandt på, at vi ville lade nogen af børnene slå på nogle hjulfælge og et skraldelåg som vi havde med som instrumenter. På den måde håbede vi at skabe kontakt og gøre det sjovt. Det virkede. Vi kunne tydeligt se, at de børn vi spillede for anden gang havde en meget bedre oplevelse end de første. Vi gjorde dem en del af showet, gjorde det mere jordnært, og sjovt. Jeg forsøgt også i hærdigt at få et par piger, som var i pre-teenage alderen, men det var svært at ramme både dem, og de helt små børnehaveklasser, og da der var flest små, fokuserede vi på dem. Det er nogen gange et valg man må tag, for at ramme så mange så muligt. De ændringer vi havde lavet, skabte ikke kun en bedre oplevelse for dem, men også for os. Vi blev enige om, at det også have noget at gøre med, at det første sted var der stole til alle, som om det var en teaterforestilling. Det var lettere at få dem op og danse, når salen ikke var fyldt helt op. 
          De næste vi skulle spille for var Viby Efterskole. De har også en musiklinje og vi vidste, at vi havde at gøre med en helt anden målgruppe end før. Her kunne vi fortælle lidt mere, men stadig ikke for meget, det måtte ikke blive kedeligt.  Dette endte med at blive en af de bedste koncerter jeg nogen sinde har været en del af lave. Vi gav den så meget gas,  og vi havde en fest på scenen, og den energi vi havde smittede helt klart af på dem, og vi fik et fedt publikum som vi havde tæt kontakt til.  Alt gik op i højere enhed. Vi havde fået styr på vores performance. Vi havde styr på numrene, vi havde kontakt til publikum, og var selvsikre. Det gjorde, at vi var i stand til at formidle de følelser og det budskab i havde.  Jeg lærte, at jo mere man giver af sig selv til publikum, jo mere giver det tilbage, selvom det kan være hårdt at give så meget af selv til mennesker man ikke kender, så virker det.                    
         På den sidste skole var jeg helt klar på, hvad jeg skulle gøre. Det var igen et yngre publikum. Jeg skulle tage dem kærligt i hånden, og komme ned i deres højde, uden at tale ned til dem. Jeg skulle performe, have en fest, som kunne smitte af på publikummet.  Det var helt tydeligt, at vi havde fundet den helt rigtigt måde at formidle og performe gennem de tre forrige koncerter. Jeg kunne også tydeligt mærke, at jeg var blevet mere selvsikker både over for publikummet, men især i forhold til resten af bandet. Det gav mere selvsikkerhed, at jeg var blevet så tryg ved de andre på holdet. Vi havde fået knyttet et rigtig godt bånd i løbet af bare to dage. Det gav mig overskud til; at give alt til min performance. Jo mere vi spillede sammen, jo tættere blev vi og jeg følte, at jeg vi blev bedre til at formidle for hver gang vi gjorde det.
       Og måske er  der en af dem vi har spillet for som har siddet og tænkt: ” Sådan noget musik har jeg aldrig hørt før, men hold da op det lyder godt!” og så kan det være, at de har fundet bluesen i deres sjæl. Og hvis vi har ramt bare en person på den måde så vil jeg sige, at vi har gjort det helt rigtigt!

 

 

 

 

 

 

Musicalugen er skudt igang!

Sofie skriver torsdag d. 9. januar: 

musical efterskole

Vi er kommet hurtigt i gang med årets musical. Vi blev delt ud i vores grupper allerede kl. halv 9 på førstedagen. Grupperne er henholdsvis; Teknikholdet, som er begyndt på opsætningen af scenen. Lysene er kørt frem. Scenetæppet er hængt op. Hallen er forvandlet til et spændende projekt under udvikling! Skuespillerne er  samlet for første gang. Rollerne er delt ud, manuskriptet tjekkes igennem og nu skal replikkerne bare øves.
”Jeg er super taknemmelig for at fået tildelt hovedrollen. Jeg ved at der har været stort bud om den, så det vil jeg bare sige tusind tak for.” siger Magnus Ovesen, som spiller hovedrollen Kim, i årets musical. Danserne er i fuld gang, og har allerede nogle spændende idéer til nogle fede moves. Musicalbandet øver deres selvskrevne sange, som er blevet kombineret i forvejen, af eleverne selv, så nu skal noder og akkorder lyttes af og læres. De øvrige musikere og sangskrivere er også i fuld gang. ”Folk er virkelig engagerede og søde!” siger Mette Heise. Al musik og tekst vil være komponeret og skrevet af skolens elever, så musicalen virkelig får sit eget personlige og originale præg. Kostumer og tøjsammensætning bliver gennemtænkt af Kostumeholdet, som har stået på hovedet i kælderen for at finde kostumer og stof frem fra gemmerne. Scenograferne tænker over hver en detalje med hensyn til opsætningen af scenen, og PR-holdet er i fuld gang med at dække ugens forløb, lave filmplakat, få fat i pressen og en masse andet!

Lærke skriver mandag d. 13. januar: 

Lærke fra musical linjen

Efter en god weekend, er det tid til at komme videre i musicalen…
Mandag morgen startede hårdt ud. Efter morgenmad, gik vi som altid over i orkestergraven, hvor vi i dag skulle lære den første halvdel af afslutningsnummeret, som er komponeret af Iben Thomsen og Jonas Maigaard. Det skal nok bliver rigtig godt.
Mette har været på skolen i dag, for at hjælpe skuespillerne med de forskellige korsatser. Skuespillerne skulle efter samlingen i orkestergraven, fortsætte med at øve korsatser, til nogle af de andre scener i musicalen. ”Der har været rigtig meget kor og knap så meget skuespil, for mit vedkommende. Det er lidt kedeligt, men i forhold til at det er mandag og der er så meget kor, så synes jeg stemningen er god og vi hygger os,” fortæller Nikolaj Topsøe. Senere i dag, skal alle skuespillerne, med Birgit over i hallen, for at prøve de store scener igennem.
Teknik folket har i dag fået fordelt opgaverne blandt dem. Hvem der står for de forskellige ting, såsom lyd, lys, microporters osv. ”Vi har selvfølgelig tænkt over, hvem der er gode til de forskellige ting.” siger Jonas Maigaard og smiler meget tilfreds. De har udover at fordele og lege med deres opgaver, fået sat stole på tribunerne. Teknikfolket synes, at det har været en rigtig god dag!
Musicalbandet har i dag spillet en masse musik. ”Vi startede med at sætte numrene op i den rækkefølge, som de skal spilles i. Derefter valgte vi at spille de numre, som vi mente ikke var helt gennemarbejdetde Vi har endelig fået sat vores blæser rigtigt på. Vi har fået øvet afslutningsnumret, som vi sang til morgensamling. Vi er gået i gang med ”take it easy boy boy”, som næsten er færdig – så nu mangler vi bare, at øve med sangerne, det bliver spændende at få sat dem på.  Dagen er god.. det er spændende det vi laver og udfordrende.
Eik er her ikke i dag, endnu en lille udfordring – jeg synes det er lidt ærgerligt at han ligger syg (God bedring, Eik!), da han helt sikkert har mange tanker omkring det hele. Men vi lærer til gengæld en masse alligevel, siger Anders Munck fra musicalbandet.
I dag har danserne lært dødsdans, som er lavet af Trine Rasmussen og Andrea Koefoed. ”Det er nok en af de danse, som kommer til at tage længste tid at lære,” siger Andrea Koefoed.
Efter 3,5 timer spørg jeg Andrea, hvordan det går med danserne. Hun er meget positiv. På under 3,5 time har de andre dansere lært dødsdansen. Pigerne og Lap synes det er rigtig spænde, sjovt og ikke mindst hyggeligt. Man skal både fralære sin egen dans, selv danse og lave en dans – så det når ikke at blive kedeligt. Danserne skal nu til at øve deres arbejderdans. ”Vi skal nok nå at blive færdige, for folk er rigtig optimistiske omkring danseprojektet.”
Festband 1 har i dag øvet og lavet  videre på andet nummer, som de ikke fik færdiggjort i fredags, inden weekenden. Der er kommet tekst på og det skal nok blive godt. ”Dagen i dag er meget hyggeligt, en lille smule kedelig. Det virker som om, folk ikke er lige så game, som inden weekenden.” siger en træt Emil Lynge. Planerne for resten af dagen er; at blive færdig med andet nummer. Og starte op på tredje nummer. Festbandet vil helst have 3 numre klar til præmieren, for Ollerup nu på torsdag.
Festband 2, er i dag gået i gang med deres andet nummer. ”Vi er begyndt helt fra bunden og mangler kun tekst på vores nummer, så er den sang i kassen. Jeg synes det går rigtig godt. Jeg får lov til at spille musik, så jeg synes det er sjovt, ja.” siger Lukas Brandt. Pelle Amer, som normalt er i festband 1, gav i dag festband 2 en lille hjælpende hånd. ”Pelle er rigtig dygtig og det er så dejligt han vil hjælpe os!” Der skal lige skrives en tekst og så skal sangerne Lærke Troelsen og Alberte Beck ellers i gang.
Scenografi drengene har brugt 2-3 timer af deres lørdag, på at få malet nogle forskellige kulisser. I dag efter morgensamlingen, begyndte de at rydde op fra i lørdags. Efter oprydningen i hallen, gik de over på gården, hvor de i dag har malet en kulisse, som skal bruges i en sømandsscene.
3 af kostume pigerne, har i dag været i Rudkøbing for at kigge i de forskellige genbrugsbutikker. De har indkaldt til kostumeprøve, i aften, hvor alle kan komme ned for at prøve deres kostume på. ”Der er meget godt styr på de forskellige kostumer. Der er mangel på gallakjolerne, men det må vi sy selv – det kan vi også sagtens” siger Karoline Hyvled-Nielsen.
I dag har PR folket prøvet, at få kontakt til de forskellige aviser. Der er blevet filmet på livet løs til reklamevideo og til videoen for dag 3. Sofie Imer har været rundt med sit kamera, for at tage billeder til plakaten, som snart er færdig. Vi håber i PR, at I har haft en god dag og er klar på endnu en dag i morgen!

 

Alt i alt er forventningerne høje, til den kommende uge. Folk er spændte, har en god energi og er veloplagte til ugens opgaver og arbejde!

Julehygge på Alten

IMG_8873IMG_8879Julestemningen har for alvor lagt sig over Musikefterskolen, og der dufter af pebernødder, julelys og knas rundt på de mange gange og i elevhusene. En lille konkurrence er i gang: Hvem vinder mon julekonkurrencen og får morgenmad på sengen af lærerne sidste dag inden juleferien?

 

 

 

 

En dag på Alten i december.

It’s the most wonderful time of the year, ” lyder det ud af Altens højtalere klokken 22:30 d. 4. december. Alt imens gutterne så småt synger med på sangen, går de lige rundt omkring på Alten og sætter det sidste julepynt op og gør klar til at gå i seng. Lige før sengetid bliver drengene lige enige om, hvornår de skal stå op, hvis de skal nå at gøre klar til den lille event dagen efter. Snut, Sveske, Shakir, Bob, Django og Bongo gennemgår lige musikken én gang til og går i seng. Med julemusikken i hovedet og julestemningen i kroppen falder drengene i søvn, og der kommer ro over Alten. Men allerede tidligt i morgen skal de stå op igen.

Vækkeuret ringer klokken 6:45, og som teenagedrenge har gruppen lidt svært ved at komme op. De kommer dog i tanke om, hvad de skal, og julestemningen motiverer godt. De seks drenge i Altens orkester mødes først på gangen og gør pebernødderne klar, hvor de bagefter bevæger sig over mod spisesalen. Efter aftale med køkkenpersonale bliver drengene lukket ind omkring klokken 7:00. Forskellige akustiske instrumenter bliver sat op, sangen bliver lige øvet igennem igen, og hver indtager deres pladser, til når resten af eleverne møder op. Klokken er nu 7:45 og alle eleverne bliver lukket ind. Det er nu tid til at gennemføre Altens plan. Alt imens resten af eleverne tager plads i spisesalen, begynder de akustiske instrumenter at give lyde fra sig, og drengene fra Alten synger så stille og roligt den kendte og lidt overspillede ”Last Christmas”. Nede i den ene ende af spisesalen spreder julestemningen sig sammen med de bløde toner fra orkesteret, og resten af de drenge fra Alten, som ikke er med i orkesteret, deler pebernødder ud. Det hele topper, da der, til de daværende tyske besøgendes glæde, bliver sunget en tysk version af sangen. Efter at have spillet sangen et par gange til alles nydelse, sætter Altens drenge sig ned og spiser deres morgenmad. Dagen er nu startet godt ud.

 

 

I kunstens navn

20131031_130652Denne uge har stået i kunstens tegn. Vi lagde ud men en intens diskussion mellem arrangerede elever. I løbet af 4 timer nærmede vi os definitionen af ’hvad er kunst?’. Vi kom dog ikke op med et konkret endegyldigt svar, men tonsvis af holdninger blev smidt på bordet og der blev argumenteret kraftig i takt med at der blev modargumentet og provokeret lige så kraftigt. Der var ild i klasselokalet og vi blev alle lidt høje af det. Det var en fed diskussion som alle var en del af, lige meget om de kæmpede for at overbevise resten af klassen om deres holdning eller observerede livligt. Lige siden har spørgsmålet ’Hvad er kunst?’ fulgt os hver især alle steder, om vi var på kunstmuseum eller skulle dække bord til frokost. Det har helt bestemt sat nogle tanker i gang og rejst en hel del spørgsmål.

Studie 10’s udflugtsjomfrulighed blev brudt da vi for første gang, var på bustur til Svendborg, for at se en udstilling lavet af fynske kunstnere på museet SAK. Dette var en rigtig fin udstilling, som klare opgaven, at bliver stillet overfor 24 ekstremt kritiske teenagere, og de ikke mindst lige så kritiske Jonas og Ulla, til punkt og prikke. Jeg ville nødig være der til at se det hvis jeg havde bidraget med noget til den udstilling, men dog rejste den endnu engang spørgsmålene om både hvilket formål kunst har, men også hvad kunst skal gøre ved os.

Disse spørgsmål fik en helt anden dimension da vi dagen efter stod med en spraydåse i hånden og faldefærdigt hus til fri afbenyttelse. Nu havde vi lige pludseligt 24 kunstkritiske teenagere som selv måtte udtrykke dem via maling. Der blev vi virkelig testet. Ikke kun fordi vi lige pludselig selv havde magten men de stærke blev hurtigt skilt fra de svage da 7 times kulde blev en realitet, mixet med regnvejr og til dels dårligt humør pga af sult, sygdom og kulde. Da var det at, masterJonas viste sit værd da han vendte alles indstilling med grillmad i regnvejr. Humøret blev vendt og lur mig om der ikke også blev grint lidt af hans fint forsøgte, men lettere kiksede grillstil. Brændt brød smager dejligt. I løbet af dagen kom der dog nogle rigtig gode forslag på banen, der blev startet en hel del mega seje projekter. Som dagen efter så lyset da de blev afsluttede og defineret som Street Art. Der var dog også andre projekter som nok var mere for fornøjelsen skyld end øjets. Det var sjovt at få lov til at dekorere et hus uden særlig mange regler, det var en fed oplevelse. Hvor alles tolerance kom på prøve. Jeg er sikker på at klassen også er blevet røstet lidt sammen. Så der var mere i det, end bare at male.

Alt i alt har ugen været et fedt alternativ til den normale undervisning. Der kommer lidt mere perspektiv på det hele. Når man skal arbejde med emnet kunst, og de spørgsmål der nu måtte opstå, har det været en cool måde at gøre det på. Alle er blevet sat i gang og har været nødt til at tænke over problemstillingerne.

Side 1 af 3123

Seneste nyt

Ny studieretning: ArtLab

Studieretningen ArtLab er for dig, der ønsker et år med fokus på musik og kunst. På ArtLab har vi en eksperimenterende t...

Læs mere her

Ny studieretning: Body & Soul

Studieretningen Body & Soul er for dig, som er vild med musik, men som også er interesseret i det hele menneske og s...

Læs mere her

Ny studieretning: Music-Lab

Music-LAB er en studieretning for dig, der bare ikke kan få musik nok. Her får du mulighed for at fordybe dig fuldstændi...

Læs mere her


Flere nyheder