“Syng med heksestemmer”

Der blev arbejdet hårdt, da Katinka var på besøg på Musikefterskolen for at synge kor. Korets stemmer blev udfordret og udforsket i korarrangementerne til ”Rundt og rundt”, ”Du rejser” og ”Idioter”, som  skulle øves, til når Koret og Katinka skal spille i Vega.

Stemningen blev spændt, da vores forstander Henrik fortalte, at Katinka var ankommet. Opmærksomheden på koropvarmningen blev vendt mod døren. Ind kommer en mørkhåret mand og en smilende lille kvinde med kort, sølvskinnende hår. Det er guitaristen Simon og Katinka. Ydmygt, nærmest undskyldende, siger hun hej til koret og korlederne. Koret begynder langsomt at summe, spændte retter de sig op i stolen og gør sig klar.

Katinkas rejse
Katinka er en 24-årig sanger, sang- skriver og ukulele-spiller. I 2012 dannede hun sammen med guitaristen Simon bandet ”Katinka”. I 2014 udgav de deres debut-EP ”Røntgen”.  Siden har de vundet karrierekanonen, sunget til kronprinsparrets prisuddeling og spillet på et hav af festivaler og spillesteder.

Musikefterskolen i Humble har spurgt Katinka om hun ikke ville komme og spille i Vega sammen med Musikefterskolens kor.  Det har hun sagt ja til, og derfor er hun kommet helt til Langeland for at øve de tre sange ”Rundt og rundt”, ”Du rejser” og ”idioter” med koret.  Nu skal første sang øves. Efterskole- eleverne har allerede lært sangene nogenlunde, men de har fået at vide, at det godt kunne blive lavet om, da Katinka ikke har godkendt arrangementerne endnu.

Korleder Trine spiller først sangen Rundt og rundt. Korarrangementet består af en masse ah ah, ah ah , ah ah, ah ah. Koret synger det af sangen de kan, og Katinka bliver høfligt spurgt om hun vil synge sangen sammen med koret, og hun bliver derefter spurgt om hvad hun synes om arrangementet.

”Ja det er fint, det lyder rigtig dejligt” siger hun og smiler til koret. ”Men sangen handler om ulykkelig kærlighed, altså klassikeren om at der er en, man ikke kan få, men stadig synes det er en rar følelse som man holder fast i, selvom det gør ondt. Derfor må i gerne lyde lidt mere triste og vrede” Koret tager notits og de synger sangen igen.
Koret og Katinka øver sangen i cirka 1,5 timer til den sidder. Da de har lært den, spiller de sangen en sidste gang for at afslutte den. Korleder Trine fægter entusiastisk og indlevende med armene og sammen med hendes ansigtsudtryk, der indikerer hvilken følelse koret skal synge efter, skabes der smuk dynamik i sangen.

En af pigerne der synger ekstra højt er Emma. ”Jeg er en rigtig stor Katinka-fan, hun betyder rigtig meget for mig” forklarer hun og fortsætter.  ”Hendes melodier er virkelig fine, og hendes tekster er mega true, jeg kan virkelig sætte mig ind i dem”

Øjnene kører rundt og rundt
Næste sang hedder ”Du rejser”.  Og sidste sang hedder ”Idioter”.  Eleverne og Katinka er godt trætte nu efter at have øvet i cirka fire timer. Der er en konstant summen og en ukoncentration hos både eleverne og Katinka som også sidder rastløs på sin stol og lytter til kor-stemmerne blive repeteret af de forskellige sanggrupper. Da den sidste sang også sidder på rygraden, skal den også øves igennem en sidste gang.

”Siden studieoptagelserne har vi fundet ud af at vi er lidt mere punkede, så i må gerne give den gas her” siger guitaristen Simon. “Sangen har jeg skrevet, fordi jeg blev mobbet i folkeskolen og følte, at jeg ikke blev hørt af mine folkeskolelærere. Så det er min hævn over lærerne, jeg kan jo ikke skade dem, og Yahya Hassan har taget den med at komme i fængsel, så jeg kastrerer dem bare med ord i stedet” forklarer Katinka og fortsætter.

”Jeg ved selvfølgelig ikke om I kender følelsen” siger hun og kigger smilende hen på elevernes lærere. ”Men hvis I gør må I meget gerne komme ud med jeres vrede nu”. Eleverne griner og sangen går i gang.

Fra englekor til heksekor
Sangen starter med et stille ahhhhh-stykke kun med pigerne i vers og bro. Så kommer drengene på med en dyb bundklang der giver dybde og dynamik.

Derefter kommer omkvædet, hvor pigerne synger med på teksten og drengene synger ahhh. Den meget energiske korleder Tommy vifter med armene og giver eleverne et arrigt ansigtsudtryk, mens han nærmest hopper op og ned på gulvet foran eleverne. Katinka hopper med bare bag mikrofonen, hvor hun intenst bevæger sig og nærmest snor sig om mikrofonen som en indebrændt slange. Pigerne får at vide at de skal synge med heksestemmer, så omkvædet bliver vildt og råt.
I c-stykket synger alle med på teksten, stadig med meget energi. Så slår kor-leder Tommy med hånden  og   koret nærmest hvisker den sidste bro. Det er  stilhed før stormen,  for så sætter Simon endnu flere effekter til  sin guitar,  Katinka ser endnu mere intens ud og Tommy laver endnu større armbevægelser.

”Det er i det her stykke vi holder lærerne ved deres testicles” råber Katinka ind i mikrofonen. Sidste omkvæd går i gang endnu højere og vredere end før. De nærmest råber ordene: ”FOR DE HAR KLIPPET DIG I STYKKER, MEN HAR GLEMT AT SY DIG FAST IGEN, DE SER PÅ KNUDER ULYKKER, FOR BØRN GØR INGEN FORTRÆD GØR DE VEL!!!”.
Koret råber den sidste stavelse, højere og højere. Og nu råber de alle så højt de kan, ikke længere den rigtige tone, de råber bare højere, højere, højere og mere og mere og mere asonant. Det runger i hele salen og alle eleverne bliver postkasserøde i ansigterne. Til sidst laver Tommy en enkelt armbevægelse og koret bliver mussestille.

Eleverne begynder at grine og småsnakke med hinanden mens de tager sig til deres ømme halse. ”Nogle gange er det dejligt bare at kunne råbe så højt man kan” siger Aske Østergaard som synger i tenorgruppen.

Til sidst går Katinka og Simon ud på samme måde, som de kom ind. Smilende og ydmyge. ”På gensyn Humble, vi ses i Vega” Afslutter Katinka.

27021902_1932635360110094_2261771618201219555_o26952078_1932635310110099_8480508151093756843_o

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Seneste nyt

New York og Berlin

Vi tager fremover fast på to studierejser hvert år til henholdsvis New York og Berlin. Vores studierejser er ikke turist...

Læs mere her

Tilmelding til MusikCamp 2018

Musikefterskolen i Humbles MusikCamp er en drømmeuge for musik- og sangglade unge fra 12-15 år.   Den 29...

Læs mere her

Påskecamp 2018

Prøv efterskolelivet i et døgn! Går du i 7. - 9. klasse, og kunne du måske tænke dig at gå på efterskol...

Læs mere her


Flere nyheder