At turde flytte sig

Det kræver noget at beslutte sig for at skabe forandring. For at flytte sig. For fejlen – det forkerte – er det, man er bange for. Hvis det nye pludselig ikke er lige så godt som det gamle var. Så kunne det kendte måske være godt nok. Hvis man nu begår fejl, vil man så være i stand til at finde tilbage igen? Eller finde det nye? Vil fejlen være for stor til at overse?

Dog er ordsprogene ”Man lærer af sine fejl” og ”Det er menneskeligt at fejle” alligevel opstået. Er det ikke for at hjælpe hvert enkelt menneske med lære at ignorere risiciene og springe ud i det – springe i med begge ben? Livet består og bliver skabt af beslutninger man tager, og ofte er den nemmeste ikke det bedste – eller mest udfordrende. Det er for det meste smutvejen, den nemme løsning, som enten ikke belønner sig eller som kan blive andre til besvær. Måske er den rigtige løsning heller ikke den sjoveste, måske den hårdeste eller kedeligste, men tænker man med fornuften og samvittigheden ved de fleste, hvad der belønner sig bedst – og derfor hvad det rigtige valg vil være.
Dog kan dette valg resultere i små – og store – forandringer i hverdagen, tilværelsen og livet. Og ofte følger der en risiko med valget. En satsning af lidt af livet, lidt af den trygge, sikre tilværelse, man ellers har. Og hvis den nu egentlig er meget god, hvorfor skulle man så ændre noget der? Fordi det kunne jo ske, at forandringen var bedre, at det nye ville skabe værdier i livet, ingen havde set komme. Men det kræver altså at man tør tage det lille skridt – eller store spring. Det kræver, at man er parat til at give lidt tid og energi til at komme igennem det. Og mest af alt kræver det viljen til at gøre det – ønsket om at opnå noget. Det kræver noget at flytte sig, men ofte er det, man opnår ved det, meget mere værd en indsatsen.

Alle, der har prøvet at flytte et andet sted hen, kender følelsen. Lysten til at – enten at tage tilbage til det kendte – eller at blive væk fra alting og gemme sig i sit eget lille hjørne. Jeg prøvede det, da jeg startede på efterskole. De sidste par dage inden havde jeg ingen idé om, hvorfor jeg havde truffet det valg. At – praktisk talt – flytte hjemmefra. At starte på en skole der lå næsten tre timer væk hjemmefra sammen med 120 andre mennesker, hvor der ikke var én eneste bekendt. Og det endda som 15-årig. På turen hjem fra det første besøg inden efterskolens start virkede det da som et fedt sted, og tanken bagved en sådan skole var da skøn. At bo sammen med sine bedste venner et helt år. Så var man skrevet op, og det sidste tid af 9. klasse gik hurtigt. Og lige pludselig – så fangede bordet. Ingen vej tilbage. Så begyndte tankerne: Var det nu det rigtige valg, hvorfor gik jeg ikke bare direkte på gymnasiet sammen med mine venner, og er der stadig mulighed for at skifte? Dog endte dagen med at oprinde, og jeg traf en beslutning om at komme igennem året. Hele året. Denne beslutning var mit valg – mit ønske om at flytte mig, om at prøve noget nyt og satse alt det, som jeg kendte. Hvilket har medført et år, som jeg kun havde kunnet drømme om. For man bor faktisk sammen med sine bedste venner – altså, lige så snart man har lært dem at kende.

Men man får ikke et sådant år, hvis ikke man tør satse alt det kendte. Tør gå igennem de første hårde – rigtig hårde – dage, hvor alt man egentlig ønsker er at komme hjem til det lille værelse i parcelhuset der på Landvejen nr. 14, som jo er så trygt og godt. Tør møde andre mennesker med et åbent sind og hjerte og sige: ”Her er jeg – hvem er I?” og faktisk tvinge sig selv til at lære helt fremmede mennesker at kende. Lade dem påvirke en og lade dem forandre ens synpunker og holdninger – lade dem ændre den karakter, man hele livet troede, man var. For ønsker man at flytte sig, at skabe forandring, skal man være villig til at åbne sig for andre mennesker – lade dem komme ind på livet af en.

Det er også Løgstrups holdning, at man ikke kan møde et andet menneske uden at holde en del af dets skæbne i sine hænder. Man kan ikke være sammen med en anden person, uden at denne har en – om end lille – indflydelse på, hvordan ens liv kan forme sig. Hvor stor en del den anden har mulighed for at påvirke afhænger af, hvor tæt man lader personen komme på – og deraf hvor meget man kan forandre sig – hvor meget man kan flytte sig. Dog er det med hjertet som indsats. Jo mere man åbner sig for en anden – jo nemmere er det at blive såret. Og er man først blevet såret en gang, har man oplevet smerten og hvad det vil sige at fejle. Man er ikke mere så naiv og af frygten for at det kunne ske igen, er man måske ikke så villig til at gøre det igen. Det kan være, det er sikrest at blive hvor man er – der, hvor der ikke at satses noget.
Dette ses i Helle Helles novelle ”Fasaner”, hvor hovedpersonen møder en mand, som gør sit ypperste for at møde hende, for at kunne skabe et bånd, så de kan lære hinanden at kende. Dog kapper hun hver eneste mulighed der er for et bånd mellem dem, og er derfor ikke åben for påvirkning fra hans side. Hun giver ham ikke en eneste mulighed for at lade ham holde en del af hendes skæbne i hans hænder. Hun er ikke parat til at turde flytte sig, da hun ikke tør satse hverdagen for en mulighed for forandring. Han åbner sig dog for hende, og lader hende derfor påvirke ham, på hvilken måde ses ikke i novellen.

Men evnen til at åbne sig for andre mennesker er afgørende for evnen til at turde flytte sig. Selvfølgelig kan man opnå evner uden påvirkning af andre mennesker, men de største bedrifter udføres sammen med andre. Alene kan man ikke forandre verden. Og uden mødet med andre mennesker kan man ikke færdes rundt. Et liv uden andre vil være et kedeligt liv, da det er andre personer som udfordrer en, som ryster en, som støtter en gennem livet. Som påvirker en. For ønsker man at forandre sig, nytter det ikke noget at sidde og gemme sig på værelset, mens andre hygger sig udenfor. Det nytter ikke noget ikke at turde tage en satsning af frygt for at blive såret. At tage den nemme omvej fordi den anden er for hård eller kræver for meget. Ikke at turde elske af frygt for at blive såret, og dermed ikke turde åbne sig over for andre mennesker. For det er først når vi er sammen med andre mennesker, at vi kan se os selv fulkommen. Se hvad vores handlinger har gjort os til. For ens personlighed er ligesom modellervoks – det kan formes af alle, der har mulighed for at røre ved det. Den er ikke skabt fra fødslen – nej, den forandres gennem hele livet. Den skabes af vores handlinger – vi skabes af vores handlinger – af vores fejl, men mest af alt af vores succeser.

Teksten er Karens essay fra FS10-prøven 2013. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Seneste nyt

Ny studieretning: ArtLab

Studieretningen ArtLab er for dig, der ønsker et år med fokus på musik og kunst. På ArtLab har vi en eksperimenterende t...

Læs mere her

Ny studieretning: Body & Soul

Studieretningen Body & Soul er for dig, som er vild med musik, men som også er interesseret i det hele menneske og s...

Læs mere her

Ny studieretning: Music-Lab

Music-LAB er en studieretning for dig, der bare ikke kan få musik nok. Her får du mulighed for at fordybe dig fuldstændi...

Læs mere her


Flere nyheder