Jul på Musikefterskolen

Musikefterskolen er atter blevet fuld af liv efter en lang og meget tiltrængt juleferie. Juletiden på Musikefterskolen bød i hvert fald på mange spændende, musikalske og ikke mindst mindeværdige oplevelser, som sent vil blive glemt. Derfor var det måske også meget rart, for både elever og lærere, da der i kalenderen stod: “juleferie”.

Julen på Musikefterskolen startede allerede midt i november, hvor vi gik i fuld gang med at lære julesange, som Fælleskoret skulle optræde med til adventskoncerten i slutningen af november. Sidst i november var der nemlig forældreweekend, hvor alle vores forældre var inviteret til en hyggelig weekend på efterskolen. Vores forældre ankom om fredagen, de blev indkvarteret på deres værelser, og så stod den ellers på fællessang. Efter fællessang gik alle os fra efterskolen til Humble kirke, hvor vi skulle varme op til aftenens koncert for vores forældre. Klokken 22:30 gik det løs. Forældre og lærere fyldte kirkens rum op, alt imens alle efterskolens elever spredte Humble-magi gennem Fælleskoret. Vi havde øvet intenst til denne aften, var velforberedte og i den grad spændte! Der blev sunget alt fra Emil Stabil til Queen og så selvfølgelig også et par julesange. Det var en fantastisk oplevelse som efterskoleelev, hvor man i den grad mærkede magien og fællesskabet. Resten af forældreweekenden gik med en masse workshops, hvor der bl.a. blev lavet julepynt, spillet jazz og produceret stop motion film. Det var super fedt at inddrage vores forældre i alt det, som vi normalt får efterskolelivet til at gå med. Efter et par skønne, hyggelige og sjove dage var det blevet tid til at sende forældrene hjem igen. Det var måske også meget godt, for så var der tid til at slappe af og trække vejret inden søndag.

24068805_1858420134198284_6723239680786316436_oOm søndagen gentog vi lige hele succesen igen, da vi lavede julekoncert for byen, gamle elever og andre, som havde lyst til at høre os. Efter koncerten gik vi fakkeloptog op gennem byen, hvor efterskolens forstander, Henrik, holdt en juletale. Så blev lysene i byens juletræ tændt, og vi drog tilbage til efterskolen i selskab med gamle elever. Da vi kom tilbage til efterskolen, spiste vi – traditionen tro – risengrød med de gamle elever. Der var en helt særlig stemning, som om vi alle var én stor familie. Og så endda den allerbedste af slagsen: en Humble-familie.

Den første mandag i december var vi alle tidligt oppe, hvilket var lidt hårdt efter en forlænget weekend. Men det var altså ikke fordi, vi skulle i skole, men fordi vi skulle pakke en bus, for vi skulle nemlig en tur til Berlin! Da bussen var pakket og alle passagerer om bord, satte vi kursen mod Berlin. Vi nåede dog ikke langt, før vi uheldigvis blev nødt til at skifte bus midt i det hele. Det gik dog hurtigt med at få pakket alt ind i den nye bus, og resten af busturen forløb uden problemer. Der blev både sovet, strikket og løst kryds&tværs.

I Berlin boede vi på et hostel i det gamle Østberlin. Vi oplevede alle en masse spændende sammen i vores gå-grupper og med den lærer, vi havde. Der blev bl.a. besøgt museer, shoppet i alverdens butikker og spist en masse forskelligt mad. Vi skulle også spille 2 koncerter på en tysk skole, hvor vi optrådte med vores bands og Fælleskoret. På den tyske skole blev der lavet en korworkshop med nogle af de tyske elever. Vi skulle lære et par sange sammen, så vi alle kunne optræde sammen i Fælleskoret til den sidste koncert. Under den sidste koncert på den tyske skole sluttede vi af med at optræde sammen med de tyske elever med de korsange, vi havde lært sammen. Det var vildt fedt at opleve, hvordan musik kan forbinde mennesker og skabe et fællesskab, selvom vi ikke kendte hinanden I forvejen.

24958890_1876464915727139_4550820023538579734_o

I Berlin besøgte vi også Alexanderplatz, hvor der var et julemarked. Det var dog lidt skuffende, for der var ikke pyntet så meget til jul, som nogle af os havde forventet. På Alexanderplatz optrådte vi også med Fælleskoret midt på gaden. Selvom det ikke var vores bedste optræden, var det rigtig sjovt at prøve at være gademusikant for en dag. Selvom vi havde en skøn tur til Berlin, var det nu meget rart at vende hjem til Humble efter 5 dage.

Efter Berlin have vi en helt normal uge, eller så normal som den nu kan blive på en musikefterskole. Vi fik nemlig besøg af vores ene musiklærer, Jesper, og hans band “Jesper Hertz Trio.” Det var en aften fyldt med lækker jazz og sjove historier. Det var ret fedt at få et indblik i, hvilken musik der bliver produceret udenfor efterskolen. Der begyndte også så småt at blive pyntet fint op rundt omkring, det var jo trods alt starten af december, så det var jo efterhånden på høje tid! ;-). Der blev sat juletræer op udenfor med lys i, der hang hjerter i vinduerne og rundt omkring på værelserne var julestemningen ligeså stille ved at indfinde sig. Vi satte også et juletræ op i spisesalen, som vi pyntede med julepynten fra forældreweekenden.

Den allersidste uge inden juleferien begyndte med en akustisk caféaften. Der er altid en helt særlig stemning til cafeaftenerne. Det er der, hvor man hører det, som folk har gået og arbejdet på, puslet med og øvet. Og det er aldrig kedeligt! Der er altid noget for enhver smag, lige fra klassisk til rock til fællessang. Seriøse ting og mere useriøse ting. Tekster, man ikke forstår og tekster, man kan udenad. Det er dét, som er så fantastisk ved Musikefterskolen, at der er plads til det hele. Caféaftenerne er også der, hvor man kan optræde i et trygt miljø, og hvor det er okay at lave fejl. Det er dér, man mærker den magiske Humble-ånd! Resten af ugen stod på terminsprøver i de forskellige fag. Der var dyb koncentration rundt om på efterskolen! Onsdag eftermiddag kørte vi alle i bus til Svendborg, hvor vi sang kor på torvet. Det var en rigtig god oplevelse og afbræk fra terminsprøverne. Der var også tid til julegaveshopping, hvis man altså var i sidste øjeblik på den front.

Torsdag aften var det tid til den årlige julefest for både elever og lærere. Der blev pyntet op i spisesalen, klippet julepynt, spist æbleskiver, lavet julemad og skrevet tale og sang. Senere ankom alle til spisesalen i deres pæne tøj. Lærerne agerede tjenere, og der blev spist lækker julemad. Under middagen var der musik spillet af lærerne. Der blev holdt en tale og sunget en sang af nogle elever, og vores forstander fortalte en hyggelig julehistorie. Der skulle selvfølgelig også danses (eller løbes om man vil!) rundt om juletræet til “Nu er det jul igen”. Efter julemiddagen var der pause, hvor lærerne vaskede op (det var vist også én af de få dage på hele året, hvor det ikke var elevernes tjans). Vi havde fået at vide, at der ville være en hemmelig koncert i Orkestergraven senere på aftenen. Ingen vidste, hvem der skulle spille. Da vi alle var samlet i Orkestergraven, fandt vi ud af, at det var Humble Christmas lærer-band, som skulle spille. Lærerne havde simpelthen lige lavet et band i anledning af julefesten. Det var virkelig fedt at opleve ens lærere stå på scenen og fyre den af. Normalt er det jo os, som laver koncerter, men den dag var rollerne byttet om. Der blev spillet julemusik, julemusik og lidt mere julemusik. Det var en super hyggelig aften!

Den sidste dag før juleferien var vi så heldige, at vi fik lov til at sove længe. Ellers stod dagen på grundig julerengøring på områderne og værelserne. Alt julen skulle også pilles ned og gemmes væk til næste år, men jeg må indrømme, at det var en smule trist at gøre det før jul. Senere mødtes vi atter i Orkestergraven til fællessang og farvel. Vi sang “Happy X-mas”, og så var der ikke andet tilbage end at ønske hinanden en rigtig god jul!

Det blev jul på Musikefterskolen, også selvom kalenderlysene mente noget andet 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Seneste nyt

Bandkonkurrence

Går du i 7. - 9. klasse? Har du et band? Kunne I tænke jer at optræde i et fyldt Store VEGA? Så tilmeld jer Musikefter...

Læs mere her

Brochure 18/19

Læs mere om Musikefterskolen, musikundervisning, bogligundervisning, studierejser og meget mere i vores nye brochure: ...

Læs mere her

OktoberCamp video

Vi havde besøg af en kæmpe flok musikglade unge i sidste weekend, da vi afholdt vores OktoberCamp, hvor man kunne få lov...

Læs mere her


Flere nyheder