På Tour – Den rå blå følelse

Maria, blogDEN RÅ BLÅ FØLELSE
Bluesen rammer en helt særlig blå nerve i mig. Det er det melankolske, der møder de opgivende, men samtidigt livsgivende og kraftige energier. Det rammer der, hvor det er svært at sætte ord på.   Dette eneste, der kan forklare det for mig, er musikken. Når vi først spiller, er det som om, at alt den uvidenhed og nervøsitet bare går væk. Jeg  får energi af teksterne, jeg får gode livsråd, eller et lille grin af dem . Det er den følelse, af musikkens energi jeg gerne ville dele med mit publikum på turnéen. Jeg ville gerne vise dem, den glæde jeg har ved at spille musik for dem. Løsrive dem fra det faste og have en fest sammen. Jeg håbede, at jeg ville åbne en ny dør for nogen af dem.
       Vi ville gerne ramme den rå Chicago blues. Vi ville gerne have et fedt, Old School look på vores plakat, og i den måde vi klædte os på. Vi arbejdede os langsomt hen i mod den stil. Først havde vi lavet en plakat, men da den var færdige og vi fik kigget på den, blev vi enige om, at den var lidt for pæn, og ikke rigtigt havde det udtryk, som vi gik efter. Selvom vi ikke var stilsikre, og vidste præcis, hvad der var galt og hvad det skulle laves om, kunne vi bare mærke, at det var forkert. Vi blev enig om at lave en nye plakat. Den blev mere rå, i sort/hvid og mindre opstillet. Det var lige det, vi gik efter.  Vi havde skabt den stil, eller den side af blues vi gerne ville vise, kan måske sige.

Blues, Iban
      Vi havde, uden at have lagt en plan om det, valgt at spille stort set udelukkende Chicago blues numre. Vi havde også lige valgt et par enkelte soul blues numre. Og pludselig kunne vi se det store billede, og den stil vi havde lagt. Jeg tror, at grunden til vi gik den vej, var vores optræden i Vega. Vi spillede Born under a bad sign. Den energi vi havde på scenen, og den energi vi fik fra publikum gjorde bare, at vi havde fundet det vi gerne ville. 

      Vi ville gerne have, at vores publikum kunne mærke den følelse vi har når vi optræder. Det ville vi gøre ved hjælp af et lydklip med lyde fra en storby, og sige til vores publikum, at de skulle forstille sig, at de var på et gadehjørne i Chicago i 1930’erne. Musikken er omkring dem, støvet i deres næser. Vi skabte en lille historie som gik ud på, at man gik fra akustiske instrumenter til elektriske, i begyndelsen  af Chicago bluesen.  Udover vores performance var det selvfølgelig vigtigt, at numrene kom i den rigtige rækkefølge, så det også passede sammen med det vi gerne ville fortælle. Vi ville også gerne skabe noget alsidighed, og valgte derfor at spille vores soul blues numre midt i showet. Det skulle skabe en dramatisk ændring i showet. Og da vi kom ud og spille, kunne jeg tydligt mærke, at det var en fed effekt. Vi ville også gerne have masser af energi i slutningen, og valgte derfor at sætte vores mest up-beat nummer i slutningen. Det var samtidigt det nyeste nummer. Et nummer fra 90’erne. Det gav også en fornemmelse af, at vi gik kronologisk frem. Det gjorde vi ikke helt, men næsten. Det var musikken, der skulle fylde mest i vores koncert, fordi vi godt vidste, at børnehaveklasser ikke vidste særligt meget om blues, og vi ville ikke kunne fortælle alt alligevel.  Det skulle ikke være en fremlæggelse om blues, det skulle være en koncert og vi ville gerne formidle med musikken i stedet for ord. Ligesom man siger, at billeder siger mere end tusind ord, så siger musik, lyrik og toner mere end ti-tusinde ord for mig, og det var det jeg gerne få dem til at føle.
       Da vi spillede den første koncert var jeg nervøs. Vi vidste ikke rigtigt hvad det var vi skulle til at gå ind til. Vi kunne vores numre, og vidste hvad vi skulle gøre hvornår, men jeg var stadig i tvivl om det endelig produkt. For hver koncert blev vi bedre og bedre, og fandt ud af hvordan vi præcis ville gøre det, og hvordan vi kunne gøre det bedre, allerede efter første koncert. På vejen videre i  bussen efter første koncert snakkede vi om, at vi skulle være bedre til at få vores publikum med, få dem op og stå, og komme helt ud over scenekanten. Vi skulle tage dem endnu mere i hånden.  Vi fandt på, at vi ville lade nogen af børnene slå på nogle hjulfælge og et skraldelåg som vi havde med som instrumenter. På den måde håbede vi at skabe kontakt og gøre det sjovt. Det virkede. Vi kunne tydeligt se, at de børn vi spillede for anden gang havde en meget bedre oplevelse end de første. Vi gjorde dem en del af showet, gjorde det mere jordnært, og sjovt. Jeg forsøgt også i hærdigt at få et par piger, som var i pre-teenage alderen, men det var svært at ramme både dem, og de helt små børnehaveklasser, og da der var flest små, fokuserede vi på dem. Det er nogen gange et valg man må tag, for at ramme så mange så muligt. De ændringer vi havde lavet, skabte ikke kun en bedre oplevelse for dem, men også for os. Vi blev enige om, at det også have noget at gøre med, at det første sted var der stole til alle, som om det var en teaterforestilling. Det var lettere at få dem op og danse, når salen ikke var fyldt helt op. 
          De næste vi skulle spille for var Viby Efterskole. De har også en musiklinje og vi vidste, at vi havde at gøre med en helt anden målgruppe end før. Her kunne vi fortælle lidt mere, men stadig ikke for meget, det måtte ikke blive kedeligt.  Dette endte med at blive en af de bedste koncerter jeg nogen sinde har været en del af lave. Vi gav den så meget gas,  og vi havde en fest på scenen, og den energi vi havde smittede helt klart af på dem, og vi fik et fedt publikum som vi havde tæt kontakt til.  Alt gik op i højere enhed. Vi havde fået styr på vores performance. Vi havde styr på numrene, vi havde kontakt til publikum, og var selvsikre. Det gjorde, at vi var i stand til at formidle de følelser og det budskab i havde.  Jeg lærte, at jo mere man giver af sig selv til publikum, jo mere giver det tilbage, selvom det kan være hårdt at give så meget af selv til mennesker man ikke kender, så virker det.                    
         På den sidste skole var jeg helt klar på, hvad jeg skulle gøre. Det var igen et yngre publikum. Jeg skulle tage dem kærligt i hånden, og komme ned i deres højde, uden at tale ned til dem. Jeg skulle performe, have en fest, som kunne smitte af på publikummet.  Det var helt tydeligt, at vi havde fundet den helt rigtigt måde at formidle og performe gennem de tre forrige koncerter. Jeg kunne også tydeligt mærke, at jeg var blevet mere selvsikker både over for publikummet, men især i forhold til resten af bandet. Det gav mere selvsikkerhed, at jeg var blevet så tryg ved de andre på holdet. Vi havde fået knyttet et rigtig godt bånd i løbet af bare to dage. Det gav mig overskud til; at give alt til min performance. Jo mere vi spillede sammen, jo tættere blev vi og jeg følte, at jeg vi blev bedre til at formidle for hver gang vi gjorde det.
       Og måske er  der en af dem vi har spillet for som har siddet og tænkt: ” Sådan noget musik har jeg aldrig hørt før, men hold da op det lyder godt!” og så kan det være, at de har fundet bluesen i deres sjæl. Og hvis vi har ramt bare en person på den måde så vil jeg sige, at vi har gjort det helt rigtigt!

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Seneste nyt

Ny studieretning: ArtLab

Studieretningen ArtLab er for dig, der ønsker et år med fokus på musik og kunst. På ArtLab har vi en eksperimenterende t...

Læs mere her

Ny studieretning: Body & Soul

Studieretningen Body & Soul er for dig, som er vild med musik, men som også er interesseret i det hele menneske og s...

Læs mere her

Ny studieretning: Music-Lab

Music-LAB er en studieretning for dig, der bare ikke kan få musik nok. Her får du mulighed for at fordybe dig fuldstændi...

Læs mere her


Flere nyheder