Det allerbedste år!

11693046_584098565065225_1625205711_nEfterskole er for mange noget helt særligt. For mig var det en oplevelse ud over det sædvanlige.

Da jeg startede på Humble Musikefterskole i august, boblede det i maven. Jeg havde ikke så mange forventninger, og jeg vidste faktisk ikke så meget om at gå på efterskole. Det var min mor, som fik mig rettet ind på dét spor. Og nu kan jeg takke hende for det. Det var hundrede nye mennesker og tonsvis af nye indtryk, der lå og ventede.

Efter lidt tid fandt jeg ud af, at efterskole var noget helt andet, end det jeg troede, da jeg besøgte skolen første gang i slutningen af marts tidligere på året. En anden stemning. Vores stemning.

I løbet af året er jeg blevet udfordret på alle leder og kanter. Socialt, musikalsk, fagligt. Og det har på mange måder udmattet mig. Især socialt er jeg blevet prøvet af. Dét, at bo sammen med en anden på lidt plads og hele tiden være sammen med hundrede andre, var svært at tolerere, når jeg havde brug for meget plads. Men det har gjort mig stærkere, og det har gjort mig gladere. At have folk omkring sig er en enormt betryggende følelse, og der var altid én at snakke med, når jeg havde brug for et godt råd eller bare en venskabelig sludder.

Grunden til at jeg startede på efterskole, var, at jeg savnede udfordringer, musik, nye ansigter. Og det fik jeg. For alle pengene. Jeg fik lov til at dele min yndlingsinteresse med hundrede andre, som elsker musik lige så meget som mig. Jeg fik lov til at møde anderledes mennesker, og jeg fik øjnene op for personligheder, jeg slet ikke vidste fandtes. Jeg fik nye krydderier i min hverdag, og samtidig lærte jeg en hel del uden at opdage det.

Efterskolen var, for mig, en hel masse ”den første gang”. Det var første fest, første kys, første gang fuld. Og det var også med til at gøre netop dét år ekstra betydningsfuldt. Jeg fik chancen for at prøve mig selv af i trygge rammer, og det har givet mig så mange glade minder, jeg kan tænke tilbage på i fremtiden.

Da jeg startede på Musikefterskolen, var jeg hundrede procent sikker på, at jeg ville være musiker, og det har jeg altid gerne villet være. Men som året gik, besluttede jeg, at jeg fremover ikke ville sætte musikken som første prioritet. Efterskolen hjalp mig ikke med at beslutte min fremtid, men den har givet mig overvejelser, og den har hjulpet mig til at finde mig selv. Jeg fik en idé om, hvordan jeg gerne vil være, hvilke mennesker jeg vil omgås, hvad for noget tøj jeg gerne vil gå i. Ja, hvordan jeg gerne vil være mig.

Skolen og fælleskabet har givet mig så meget, jeg kan tage med videre ud i verden, og det har uden tvivl åbnet mig mere op for forskellige kunstarter, musikgenrer, fag og personligheder.

For nogle dage siden sluttede mit ophold på Musikefterskolen i Humble, ligesom det sluttede for de hundrede andre. Jeg græd og græd, og først to dage efter var mine øjne ikke længere hævede af gråd. Da jeg kom hjem, følte jeg mig tom indeni, og jeg følte mig ikke hjemme i mit eget hus. Det var som om, efterskolen var kommet og forsvundet på et splitsekund, og det var meget fjernt fra mig, selvom jeg lige havde sagt farvel til det hele et par timer tidligere. Det var en mærkelig følelse.

Det er stadig ikke rigtig gået op for mig, at det er slut, og at jeg ikke skal tilbage til skolen som elev. Men jeg vil glæde mig til et forhåbentligt snarligt gensyn med nogle af de mennesker, som blev mine bedste venner på skolen. Jeg vil helt klart benytte mig af enhver lejlighed til at besøge skolen fremover, også selvom jeg da er tidligere Humble-elev.

Mit skoleår har været fyldt med glæde og fester og sjov. Proppet med koncerter, optrædener, ture. En fantastisk rejse har det været. Og en fantastisk rejse skal det også blive for de kommende elever på musikefterskolen i Humble.

Det er stedet hvor man har det sjovt, hvor hver dag er anderledes, hvor dans og fest altid er tilladt, hvor spraglet tøj er et must, hvor musikken rumsterer i alle hjørner, hvor lærerne er som éns forældre, og hvor vennerne er som éns søskende. Humble har for mig været et nr. 2 hjem, og dets beboere har været min nr. 2 familie. Derfor er det også den hårdeste afsked, jeg nogensinde har taget.

Jeg har heldigvis nogle uforglemmelige minder derfra, og jeg vil nyde hver af mine kommende dage, som var det en dag på Musikefterskolen. Det har været et privilegium at dele sådan et år med sådanne fantastiske mennesker, og det er med Humble Musikefterskole i bakspejlet, at jeg langsomt suser videre på min vej. Forhåbentlig kan jeg fange nogle glimt af minder i spejlbilledet, og måske endda støde på tidligere med-humblere fremover.

11258522_584013358407079_7507642884158231317_o

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Seneste nyt

Ny studieretning: ArtLab

Studieretningen ArtLab er for dig, der ønsker et år med fokus på musik og kunst. På ArtLab har vi en eksperimenterende t...

Læs mere her

Ny studieretning: Body & Soul

Studieretningen Body & Soul er for dig, som er vild med musik, men som også er interesseret i det hele menneske og s...

Læs mere her

Ny studieretning: Music-Lab

Music-LAB er en studieretning for dig, der bare ikke kan få musik nok. Her får du mulighed for at fordybe dig fuldstændi...

Læs mere her


Flere nyheder